9: Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen...

 Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen

af Sofie Riis Endahl

316 side

2020

bib.

god

Kåre, Rachel, Freja, Malene og Piil har været venner i årevis, men lever til daglig i et langdistance-venskab, fordi de som regel kun ser hinanden i sommerferien. De fem venner deler stort og småt; familieproblemer, selvværds-issues, uddannelses- og religionsovervejelser, politik og ikke mindst drømme om fremtiden og om kærligheden. Et trekantsdrama - eller måske flere, har imidlertid splittet gruppen efter den sidste varme sommeraften i Sydfrankrig. Det viser sig nemlig, at Rachel har knaldet med Frejas ex, Asbjørn, som Freja stadig er vildt forelsket i. Så mens resten af gruppen prøver at finde deres ben i en usikker voksenverden, bruger Freja og Rachel deres energi på at undgå hinanden

God og troværdig beskrivelse af fem unges op- og nedture, følelser, bekymringer, glæder og sorger beskrevet gennem tre måneders chatbeskeder. De unge virker ægte og bl.a. slåfejlene er med til at gøre historien til et autentisk tidsbillede af en gruppe følsomme og usikre unge, der på den ene side gerne vil passe ind og på den anden side bare have lov til at være dem selv, med alt hvad det indebærer. Det er de unges måder at kommunikere på og formulere sig på.

Jeg har dog et par kritikpunkter til bogen. De fem hovedpersoner er der oprettet instagram kontoer til, og der er en del fotos i bogen. Men kontoerne bliver ikke rigtig brugt til at tilføje noget til bogen. så hvorfor overhovedet oprette dem, hvis det ikke var for at give noget mere til historien. Give lidt flere indblik i deres liv.

De fem bliver fremstillet af modeller. Jeg ved dog ikke rigtig om, at jeg syntes modellen der fremstiller Piil er velvalgt. Jeg syntes, at han ser meget mere asiatisk ud end grønlandsk. Og på hans instagram konto er der ikke et eneste billed fra Grønland. Syntes ikke det er realistisk. Og der er et foto i bogen på side 293. Der står ikke hvor billedet er taget, men jeg håber ikke det er meningen, at det skal forestille Grønland, for det er det tydeligvis ikke (der er masser af høje grantræer på billedet). I bogen takker hun grønlandske unge for at have delt deres tanker om at være i ung i Grønland med hende. Når hun nu har snakket med grønlandske unge, så syntes jeg, at det er en skam, at hun ikke sørget for at få tingene helt rigtig. Der må da kunne findes en grønlandsk model.