191: Det vi har mistet

Det vi har mistet
af Sarah Engell (tekst) og Rasmus Bregnhøi (illustrationer)

37 sider
2019 (trykt i 2017 i novellesamlingen LIGE NU)
bib.
fantastisk

To søskende; en storebror og en lillebror er på flugt fra krigens rædsler og elskede slægtninges død. Med håbet om en bedre fremtid forsøger de at krydse et dybt og oprørt hav i en lille, usikker båd uden brændstof. Den lille gruppe ombord har ikke mere mad og kun en enkelt dunk vand. Alle har de efterladt deres navne på bredden, nu er de kun kendetegnet ved dem, de har mistet. Plaskene fra døde kroppe, der rammer vandoverfladen er de ubarmhjertige dages kendingsmelodi. Alligevel holder Storebror ud, han opmuntrer og trøster Lillebror og deler det allersidste vand med ham. 

En vigtig og smuk, men også meget sørgelig, barsk og tankevækkende billednovelle om tro og håb og det at miste. Illustrationerne understøtter perfekt den nøgterne og gribende tekst. Man bliver virkelig suget ind i historien og jeg blev virkelig påvirket af den snigende fornemmelse, at noget var helt galt. En hård, rørende og fantastisk læseoplevelse som sidder i en længe efter.

73: Uønsket

Uønsket
af Kåre Bluitgen

90 sider
2018
bib.
dårlig/ok

Marina går til håndbold og er dygtig. Hun er også næsten ved at blive veninder med Sara og Lærke, og hun er måske forelsket i Mathias. Men hun er også flygtning fra Hviderusland sammen med sine forældre. Og mens det går godt med håndbold og veninder, går det mindre godt med opholdstilladelsen. Selvom Marina er faldet godt til, har lært dansk hurtigt og trives i lokalsamfundet, risikerer hun at skulle rejse tilbage til ingenting 

En egentlig velskrevet historie, der går under huden på læseren. Marinas forvirring og håbløshed blander sig perfekt med det spirende håb og de mange drømme om livet i Danmark. Historien er både et følsomt indblik i problemerne ved at være flygtning, og det helt almindelige liv som teenager, med sport, rivalisering og venindeforhold. Forsiden er enkel og afslører ikke rigtig bogens fremragende indhold. Forsiden ligner mere en letlæsningsbog til begynderlæsere. Den fortæller intet om, hvor bogen egentlig handler om.

MEN eg syntes forfatteren vil lidt for meget. Der er flere ting som forbliver uforløste/ikke bliver ordentlig færdiggjorte. Fx Marinas homofobi. Flere steder står der at hun får kvalme af Lærke/syntes hun er ulækker. Hvorfor vælge forfatteren at tage det med, når det ikke rigtig bliver løst. Hun lærer ikke bedre. Jeg forstår ikke, hvorfor det er med, når det ikke bruges.

Det samme med Marinas selvmordsforsøg/overdosis. Det sker, men så allerede fra næste side er det glemt igen. Det er uforløst og jeg syntes, at det trivialisere selvmord/pillemisbrug. Igen tager forfatteren noget med uden at bruge det ordentlig.

De to ovenstående eksempler er for mig grelle nok er for mig til, at jeg ikke vil anbefale en ellers velskreven og interessant bog til unge

69: Os som solen skinner på

Os som solen skinner på
af Karin Feit Almberg

107 sider
2011
bib
fantastisk



’Jeg kæmpede ikke længere for at finde brikkerne fra mit gamle puslespil. Det havde været et fuldkommen smukt billede engang. O jeg havde det stadig i mit hoved. Nu ville jeg samle nye brikker i nye farver, som jeg selv ville vælge. Endnu anede jeg ikke, hvordan mit billede skulle se ud…’

Beskrivelse

Sara tænker hver eneste dag på sin far og sin søster, som hun og moren efterlod i Iran, da hun var 8. Faren blev dræbt af militsen, men Sara har aldrig fundet ud af, hvad der skete med lillesøsteren. Moren vil ikke tale om tiden i Iran, og Sara føler det som om, alt der har med Iran at gøre er forkert - dvs. altså også halvdelen af hende selv. Hun møder flygtningedrengen Rafiq og føler en umiddelbar samhørighed. Han fortæller om en pige i lejren, der kunne være hendes søster. Det er det dog ikke, men da hun fortæller sin mor om oplevelsen med pigen, åbner moren op og fortæller om, hvad der virkelig skete med søsteren i Iran. Fordi moren har holdt noget hemmeligt for Sara, løsner morens ærlighed op for noget i Sara, og Sara behøver ikke længere savne sin mor.

Vurdering

Sproget er flydende og virker naturligt, hvilket gør, at historien virker nem at læse

Rigtig god ungdomsbog om at føle sig splittet mellem to kulturer, der kan læses fra 13 år. Den kan bruges til både frilæsning og emnearbejde.

En stor historie på kun lidt over 100 sider. Det mærkes overhovedet ikke, at den er så kort. Den er så velskreven, at man bare bliver fanget ind fra starten. En vigtig fortælling om ikke at høre rigtig til nogen steder, der både kan bruges til de unge 2.- 3.- og 4. generationsindvandrere og til unge, der er identitetssøgende generelt. Man kommer ind under huden på Sara. En virkelig god læseoplevelse.

64: Brune øjne

Brune øjne
af Kirsten Ahlburg

64 sider
2019
bib.
god



Klassen får åbnet øjnene for de vilkår, de unge, der er flygtet hertil, lever under. De er unge, som taler dansk, men har en anden etnisk og kulturel baggrund. De taler sammen om at være unge i Danmark. De vil, som alle andre gerne lære nogle andre unge danskere at kende. Amalie bliver tiltrukket af Said, én af de unge mænd. Omslaget viser et ansigt med et par brune øjne


Historien fanger og vil appellere til unge. Det er en ganske realistisk fortælling om fordomme overfor unge flygtninge. Bogen kan være med til at fjerne fordomme og give læseren en forståelse og indsigt i livet som flygtning. Desuden vil Amalies forelskelse i Said appellere til begge køn